Ret til et godt børneliv
– uden vold

Alle børn har ret til et godt børneliv. Det betyder blandt andet, at alle børn har ret til at blive beskyttet mod vold uanset hvem man er, hvor man kommer fra, og hvordan man bor og lever.

Læs mere om, hvad et godt børneliv kan være på DUF’s hjemmeside

Vold mod børn er ulovligt. Men hver dag bliver børn alligevel udsat for forskellige former for vold. Nogle børn bliver udsat for vold af en eller flere familiemedlemmer eller af andre i deres nære relationer.

”Min far gør tit grin
af mig foran andre.
Han synes, det er sjovt,
men jeg bliver ked af det.”

Dreng 12 år

”Jeg får nogle gange
bank af min storebror.
Han slår også min lillebror,
selvom han kun er 4 år.”

Pige 11 år

Fysisk vold

Fysisk vold kan ske uden eller samtidig med psykisk vold. Volden kan være rettet direkte mod dig, eller du kan se og høre, at andre bliver udsat for vold. Ofte er der mærker efter fysisk vold, men ikke altid og ikke altid synlige for andre. Fortæl det til en voksen, hvis du fx oplever:

  • At blive slået, sparket, skubbet eller revet i.
  • At blive rørt på kroppen på en måde, der enten gør ondt, eller som du bare ikke ønsker.
  • At nogen forsøger at have sex med dig.
  • At blive tvunget til at blive filmet med eller uden tøj på.
  • At nogen kaster ting efter dig.
  • At du ikke får mad og drikke og ikke bliver taget af.

 

Psykisk vold

Psykisk vold kan ske uden eller samtidig med fysisk vold. Volden kan være rettet direkte mod dig, eller du kan se og høre, at andre bliver udsat for vold. Ofte er den psykiske vold usynlig for andre. Det kan gøre det ekstra svært at fortælle om. Men gør det alligevel, hvis du fx ofte oplever:

  • Voldsom skældud.
  • Negativ kritik af dig eller nogen, du holder af.
  • At blive talt ned til og ydmyget.
  • At få at vide, du ikke er noget værd.
  • At få ødelagt ting, du er glad for.
  • At blive holdt inde og isoleret fra andre.
  • At blive truet til at gøre eller sige forskellige ting.
  • At blive mobbet.
  • At du oplever andre, du holder af, blive udsat for vold.

Eksempler

Se film med eksempler på, hvad et godt børneliv kan være, hvad vold mod børn kan være. Og hvordan man kan have det, når man oplever vold.

 

 

Et godt børneliv
Hør unges mening om, hvad et godt børneliv kan være.

 

Vidne til vold
Hør unge fortælle, hvad de gjorde som vidne til vold.


’Børn har ret til et liv uden vold’
Se den korte film udgivet af DR Ultra. En pige på 14 år fortæller om at vokse op med vold derhjemme. Hør hvordan hun fik hjælp.


’Når volden er psykisk og materiel’
Vold mod børn kan være mange ting. Se en kort film udgivet af Mødrehjælpen. På hjemmesiden www.Erduokay.dk/moedrehjaelpen kan I læse, høre og se mere om vold i familien.